Pindsvinet, der redte seng til vinteren

Det var efterår i skoven. Bladene var blevet gule og røde, og det blev tidligt mørkt. Det lille pindsvin Pelle gabte, så alle hans pigge bevægede sig.

– Snart er det vinter, sagde han. Så skal jeg sove. Men først skal jeg rede min seng.

Pelle trippede af sted på sine små fødder. Tip, tap. Tip, tap.

Under grantræet sad egernet og sorterede kogler.

– Egern, sagde Pelle. Har du noget blødt til min seng?

Egernet tænkte sig om. Så tog det et stykke mos fra en sten.

– Her, sagde egernet. Mos er blødt og grønt, og det dufter af skov.

– Tak, sagde Pelle. Han tog mosset og trippede videre. Tip, tap. Tip, tap.

Ved bækken sad en lille fugl og pudsede sine fjer.

– Fugl, sagde Pelle. Har du noget blødt til min seng?

Fuglen rystede sig, og en fjer dalede ned, hvid og let.

– Her, sagde fuglen. En fjer er varm og let som et åndedrag.

– Tak, sagde Pelle. Han tog fjeren og trippede videre. Tip, tap. Tip, tap.

Oppe på bakken stod det gamle egetræ. Det var det ældste træ i skoven, og det havde stadig mange blade.

– Egetræ, sagde Pelle. Har du noget blødt til min seng?

Det blæste lidt. Egetræet sukkede med alle sine grene, og bladene dalede ned, et efter et, gule og brune og tørre. De lagde sig i en bunke lige ved Pelles fødder.

– Her, susede egetræet. Mine blade er tørre og rasler. Under dem er der varmt hele vinteren, lige til foråret kommer.

– Tak, sagde Pelle.

Han lagde mosset nederst. Ovenpå lagde han fjeren. Så krøb han ind under egetræets blade, og bladene lagde sig over ham som en dyne.

Der var blødt. Der var varmt. Der duftede af skov.

Pelle rullede sig sammen til en lille, rund kugle. Han trak vejret ind, langsomt. Og pustede ud, endnu langsommere.

Borte under grantræet lagde egernet sig i sin rede. Ved bækken stak fuglen hovedet ind under vingen. Egetræet stod stille og holdt vagt.

Og det første lille snefnug faldt, ganske stille, på bladbunken, hvor Pelle sov.

Godnat, Pelle. Godnat, skov. Godnat, du.