Nissen i peberkagehuset

Den første søndag i advent byggede Majken og far et peberkagehus. Det fik fire vægge, et tag med flormelissne og en dør, som far skar lidt skævt ud. Majken satte en rød geléklump på døren som dørhåndtag og en mandel på skorstenen. Så stillede de huset i køkkenvinduet mellem adventslysene og den gamle nisse med skæg af vat.

Næste morgen var der noget, der ikke var, som det skulle være.

Den skæve dør stod på klem, selv om den havde været lukket.

– Det var vist dig, der pillede ved den, sagde far.

– Det var det altså ikke, sagde Majken.

Hun hentede sin tegneblok og tegnede døren og huset, ligesom en rigtig detektiv.

Morgenen efter sad geléklumpen på skorstenen og mandlen på døren. Og morgenen efter igen gik der et smalt spor lige ned gennem flormelissneen på taget, som om nogen havde kælket.

På luciadag kom Majken ned i sin natkjole med glitter i håret. Den dag går børn i luciaoptog med lys og synger. Og det var den dag, hun så dem.

Små, bittesmå fodspor i sneen på taget. Ikke poter, men støvler med hæle, ikke større end riskorn.

– Der bor nogen i vores peberkagehus, hviskede hun.

Hun fortalte det ikke til far, ikke endnu. En rigtig detektiv siger ikke noget, før hun er sikker. I stedet tænkte hun på, hvad mormor plejede at sige: Til jul skal man sætte en skål grød ud til nissen, ellers bliver han sur og laver nissestreger.

Døren, geléklumpen, kælke­sporet. Det var nissestreger, det hele. Den, der boede i peberkagehuset, var nok en nisse, bare en ganske lille en. Og så lille en nisse behøver ikke en stor skål, tænkte Majken.

Så aftenen før juleaften tog hun et fingerbøl fra mormors syæske. Hun fyldte det med risengrød fra aftensmaden, lagde en rosin ovenpå og stillede det lige uden for den skæve dør.

– Værsgo, hviskede hun. Og glædelig jul.

Den nat kunne Majken ikke sove. Huset knagede og knirkede, og udenfor faldt sneen så stille, at hun næsten kunne høre den. Til sidst tog hun sin lommelygte og listede ned ad trappen, forbi juletræet, der duftede af skov, og ind i det mørke køkken.

Hun tændte ikke lyset. Hun satte sig bare på gulvet og ventede.

Først skete der ingenting. Så lød der en lille skraben. Den skæve dør gik op, og ud kom en nisse. Han var ikke højere end Majkens lillefinger, havde et hvidt skæg helt ned til bæltet og en rød hue, der var så lang, at kvasten næsten slæbte i sneen. I favnen bar han på noget grønt.

Nissen lagde det, han bar på, i sneen ved siden af huset. Det var en nål fra juletræet inde i stuen. Han rejste nålen op og satte den fast med en klat flormelis. Helt øverst satte han et perlesukkerkorn, der glimtede.

Nissen havde lavet sit eget juletræ.

Majken holdt vejret. Nissen vendte sig om og så lige på hende. Han smuttede ikke indenfor. Han så bare på hende, og skægget rystede lidt, som om han smilede inde bag det.

– Glædelig jul, hviskede Majken.

Nissen satte sig ved fingerbøllet og spiste grød. Han spiste det hele og til allersidst rosinen. Så løftede han på huen til Majken, gik ind ad døren og lukkede den efter sig.

Juleaftensdag var fingerbøllet tomt og blankt, som om nogen havde skrabet det helt rent. Ved siden af stod det lille træ lavet af en enkelt grannål. Majken vidste, at det var til hende.

Hele julen fik peberkagehuset lov at stå i vinduet, og ingen måtte spise af det. Men på tyvendedagen efter jul, hvor man danser om træet for at sige farvel til julen, ville far smide det ud. Majken sagde nej.

– Der bor nogen, sagde hun. Og det er vinter.

Far så på hende. Så så han på det lille træ lavet af en enkelt grannål.

– Skuret, sagde han. Der er tørt. Og nisser har altid godt kunnet lide at bo i skure.

Så flyttede peberkagehuset ud på en hylde i skuret, hvor der var tørt og roligt. Majken fyldte fingerbøllet igen hver lørdag. I tegneblokken tegnede hun også nissen med hans røde hue.

Og hvis du en aften i januar lister forbi skuret og ser rigtig godt efter, kan du måske se et lille lys i et vindue af peberkage.