Dragen, der trådte ud af tegningen

Elias havde tegnet en drage. Den var grøn og rund som en kartoffel og havde tre røde horn, en orange vinge, ét stort øje og et lyserødt hjerte midt på maven. Elias kaldte den Knud og hængte tegningen op på væggen ved siden af sengen.

– Godnat, Knud, sagde Elias og slukkede lyset.

Midt om natten vågnede Elias ved en lyd. Skrab, skrab. Skrab, skrab.

Elias tændte natlampen. Tegningen var tom. Hvor dragen skulle have været, var der kun hvidt papir og en grøn plet i det ene hjørne. Og på gulvet sad Knud, stor som en kat og lige så grøn som farvekridtet, og blinkede med sit ene øje.

– Hej, sagde Knud. Hans stemme lød som et farvekridt, der blev trukket hurtigt hen over et stykke papir. – Jeg er sulten.

– Hvad spiser drager? hviskede Elias.

– Farver, sagde Knud, som om det var noget, alle vidste.

Elias fandt bøtten med farvekridt frem. Knud snusede til dem og valgte et blåt. Han knasede det i sig som en gulerod, og straks blev hans vinge blå som himlen. Han prøvede at baske med den. Han lettede en lille smule fra gulvet og landede på numsen.

– En vinge til, sagde Knud. – Så kan jeg flyve rigtigt.

Elias ville gerne tegne en vinge til ham. Men der havde kun været ét blåt farvekridt i bøtten, og det lå nu i Knuds mave. Den store æske med farvekridt lå ude i køkkenet.

Gangen var mørk. Gulvet knirkede. Knud krøb sammen bag Elias’ ben.

– Er du bange? spurgte Elias.

– Drager er aldrig bange, sagde Knud med bævende stemme. – Men du må hellere gå først.

De listede gennem gangen, forbi fars jakke, der lignede en trold i mørket, og helt ud i køkkenet. Der stod æsken med farvekridt på bordet. Elias kravlede op på en stol og rakte ud efter den.

Så lød der en summen. Et lille grønt lys tændte nede ved gulvet, og noget rundt og fladt begyndte at køre lige imod dem.

– ET MONSTER! skreg Knud og sprang op i favnen på Elias.

Det var robotstøvsugeren. Den plejede at køre om natten, når alle sov. Den summede og drejede rundt og sugede alt op, hvad der lå på gulvet. Og en drage, der er lavet af farvekridt, er jo næsten det samme som krummer.

– Den tager dig ikke, sagde Elias og holdt Knud tæt ind til sig. – Det lover jeg.

Elias rakte en fod frem og skubbede støvsugeren den anden vej. Den summede overrasket, tænkte sig om og kørte ind under køkkenbordet.

Knud kiggede op. Hjertet på hans mave lyste svagt lyserødt.

– Du var modig, sagde han.

– Det var du også, sagde Elias. – Du kom jo med.

Uden for køkkenvinduet var himlen begyndt at lysne. Knud så pludselig bekymret ud.

– Jeg skal hjem, før solen står op, sagde han. – En tegning skal være på sit papir om morgenen. Ellers kan den aldrig komme tilbage.

De løb gennem gangen, forbi troldejakken og ind på værelset. I farten snuppede Knud et blåt farvekridt fra æsken. Han tog tilløb og sprang lige ind i det hvide papir. Det raslede, og så sad han der igen, flad og stille, præcis hvor Elias havde tegnet ham.

Elias krøb ind under dynen og sov, før hovedet nåede puden.

Men helt som før var tegningen ikke.

Da far kom ind for at vække Elias, så dragen på tegningen ud som før med tre røde horn og et lyserødt hjerte. Men vingen var blå. Og i den ene pote holdt den et lille blåt farvekridt.

– Har du lavet om på den? spurgte far.

– Nej, sagde Elias og smilede. – Han har spist.

Den morgen tegnede Elias tegningen færdig: en vinge til og en lille seng ved siden af dragen, så Knud havde et sted at sove indtil næste nat.