Lad barnet finde på et eventyr: Sådan skaber I historier sammen

Når børn finder på deres egne historier, øver de færdigheder, som de senere bruger til at læse og skrive: at sætte begivenheder i rækkefølge, forklare, hvorfor noget er vigtigt, og finde de rigtige ord. Det kræver ingen forberedelse, bare en voksen, der lytter og skriver ned. Her kan du læse, hvordan I kommer i gang fra omkring treårsalderen, hvad forskningen siger, og hvordan historien kan blive til en rigtig bog.

Derfor er et kvarter godt givet ud

I et amerikansk studie fulgte forskere 32 børn fra fem til otte år. De femårige, der i deres historier forklarede, hvorfor noget var vigtigt, frem for blot at fortælle, hvad der skete, havde en bedre læseforståelse som otteårige. De børn, der bedst forstod, hvordan en historie hænger sammen, skrev selv bedre historier tre år senere (Griffin m.fl., 2004).

En gennemgang af 40 studier viste, at det hjælper børn at øve sig i at fortælle historier. De mest virkningsfulde tilgange havde noget til fælles: Man talte om, hvordan en historie er bygget op, brugte billeder og ord som støtte og gav børnene mange muligheder for at fortælle (Pico m.fl., 2021).

Historiefortælling hører ikke kun til i skolen. Den har også værdi i børnehaven: I den svenske læreplan for børnehaver lægges der for eksempel vægt på, at børn leger med ord, fortæller, udtrykker tanker og skaber på forskellige måder. Hjemme behøver I ingen plan. Det er nok, at en voksen spørger, lytter og skriver ned.

Hvad kan børn i forskellige aldre?

Talepædagoger beskriver ofte børns fortællinger i trin. Omkring to- til treårsalderen remser barnet ting op, som sker efter hinanden. Som tre- til fireårig hænger begivenhederne sammen, men der er ikke nødvendigvis en egentlig handling. Som fire- til femårig kommer der mere orden i forløbet, og fra omkring fem til syv år begynder historierne at få et problem og en løsning (NHS, efter Applebee).

Trinene er en vejledning, ikke en tidsplan. Det vigtigste er at møde barnet dér, hvor det er: En treårig kan have brug for spørgsmål, der hjælper historien videre, mens en syvårig måske gerne vil have hjælp til at forme en begyndelse, en midte og en slutning.

3–4 år: Fortæl om det, der skete

Begynd med noget, barnet kender. Bed barnet fortælle om dagen i børnehaven, en historie, I har læst sammen, eller en tegning, det lige har lavet. Spørg hellere og hvad skete der så? end hvad der var sjovest, og gentag barnets egne ord, før du spørger videre.

I kan gøre det samme, når I læser. Hold en pause, og lad barnet fortælle, hvad der sker på billedet. Byt så roller, så barnet fortæller, og du stiller spørgsmål. Det kaldes dialogisk læsning, og det har vist sig at hjælpe børn med at udvikle et rigere sprog (What Works Clearinghouse).

Forskere ved Göteborgs universitet har filmet tre- til femårige, der genfortæller historier. Børnene tilpassede fortællingen til den, der lyttede, holdt fast i dens opbygning og brugte stemmer og fagter. Evnen findes altså tidligt, men barnet har brug for plads til at bruge den og en voksen, der tager fortællingen alvorligt (Göteborgs universitet).

5–6 år: Barnet fortæller, du skriver

Omkring femårsalderen kan mange børn finde på en hel historie, men endnu ikke selv skrive den ned. Her kan du hjælpe. Læreren og forfatteren Vivian Paley lod børn diktere deres historier ord for ord, mens hun skrev. Senere samme dag spillede børnene historierne på en scene markeret med tape på gulvet, og barnet, der havde fortalt, valgte selv sin rolle. Metoden er beskrevet i undervisningsmateriale fra det svenske skolevæsen.

Et par ting gør en stor forskel. Skriv præcis det, barnet siger, uden at rette. Læs hver sætning op, før barnet fortsætter. Spørg, hvis noget er uklart, for eksempel hvem der siger noget, men undlad at foreslå, hvad der skal ske. Læs til sidst hele historien højt, gerne for en anden også.

Taler I flere sprog derhjemme, kan historien skrives på det sprog, barnet fortæller på. Det er barnets historie, og den kommer lettest frem på det sprog, barnet føler sig mest tryg ved.

7–9 år: Begyndelse, handling og slutning

I de første skoleår lærer børn at bygge en fortælling op med en begyndelse, et handlingsforløb og en slutning og at beskrive en person. De arbejder også med tekster, hvor ord og billeder hører sammen. Det er færdigheder, der indgår i læreplaner mange steder, blandt andet i den svenske grundskoles læreplan i svensk.

Derhjemme kan I gøre det til en leg. Tegn først helten, og bestem, hvad helten hedder, er god til og er bange for. Frygten kan blive til historiens problem. Lad helten forsøge at løse det tre gange: To forsøg mislykkes, og det tredje lykkes. Det er et gammelt fortællegreb, som giver historien en midte. Vores historieskabelon følger netop den rækkefølge.

Hjælpemidler, der sætter historien i gang

Den første sætning er ofte den sværeste. Terninger med ord eller billeder giver jer en begyndelse, uden at nogen selv skal finde på den: hvem, hvor og hvad der sker. I kan printe og klippe vores historieterninger ud eller slå med dem direkte på siden.

Mange børn har lettere ved at fortælle, hvis de tegner først. En tegning giver barnet noget at pege på, og helten får et udseende, før historien begynder. Vil barnet gerne have hjælp til at komme i gang, er der enkle figurer, I kan tegne trin for trin.

Fortællesten, små sten med et billede på hver, fungerer på samme måde: Barnet trækker én sten ad gangen og fortæller videre. Disse hjælpemidler er ikke hver især blevet undersøgt, men de giver barnet noget af det, forskningsgennemgangene peger på: billeder at holde fast i og en tydelig rækkefølge.

Sådan kan det lyde

Her er et eksempel på, hvordan en historie kan begynde, når en femårig og en voksen slår med historieterningerne: en robot på månen finder et hemmeligt kort.

»Hvad hedder robotten?«

»Blinka. Hun blinker, når hun tænker.«

»Og hvad er der på kortet?«

»Et kryds. Ved et krater.«

»Hvad tror du, der er der?«

»En is, der aldrig smelter, fordi der er så koldt på månen.«

»Hvad sker der, når Blinka går derhen?«

Den voksne har ikke selv fundet på noget. Hun har spurgt, gentaget barnets ord og skrevet dem ned. Historien er barnets, og den har allerede en helt, et sted, et mål og mulighed for, at noget kan gå galt.

Når historien er færdig

Læs den højt samme aften og igen dagen efter. Børn, der har fundet på en historie, vil ofte gerne høre den flere gange og føjer nye detaljer til hver gang. Spil den som teater, lad bedstemor høre den i telefonen, eller hæng tegningen på køleskabet.

Vil I gemme historien, kan den blive til en bog. Forskning i personlige børnebøger tyder på, at børn lærer nye ord bedre i de dele af en bog, der handler om dem selv, og at de taler mere om sådanne bøger (Kucirkova m.fl., 2014). Den samme forsker minder om, at en bog om barnet skal åbne for nye tanker og ikke blot afspejle det, barnet allerede ved (The Psychologist, 2015). En historie, barnet selv har fundet på, kan begge dele: Den er barnets egen, og den tager barnet med et sted hen, det aldrig har været før.

Vil I hellere læse en færdig historie i aften, finder I børnehistorier til højtlæsning på vores side. I kan også læse mere om, hvorfor højtlæsning gør en forskel.

Vil du se, hvordan en færdig bog bliver, før du beslutter dig? Bladr i vores eksempelbøger.